I den senere tid er der kommet mere fokus på etik og bæredygtighed i forbindelse med investeringer. Derfor vil vi her orientere om, hvordan vi arbejder med dette i vores investeringsproces og i den daglige pleje af porteføljerne.
Principper for ansvarlige investeringer
Som fokuseret kapitalforvalter tilbyder vi investeringsprodukter af høj kvalitet til investorer i store dele af verden. Hos investeringsforeningens investeringsrådgiver Carnegie Asset Management (CAM) har man, som en naturlig del af forvaltningsprocessen, i 2012 valgt at underskrive FN’s principper for ansvarlige investeringer ”UN PRI”. Dette blandt andet for at sikre, at analyser og vurderinger af selskaber sker under hensyntagen til overvejelser omkring miljømæssige og sociale forhold samt forhold omkring god selskabsledelse (Environmental, Social & Governance – ESG).
UN PRI er et sæt af principper, der sikrer, at analyser og vurderinger af selskaber sker under hensyntagen til overvejelser omkring ESG.
Som kapitalforvalter arbejder CAM mod, på langt sigt, at maksimere kundernes porteføljeafkast, baseret på en afklaret risikoprofil. Her spiller spørgsmålet om, hvorvidt ESG kan påvirke dette afkast en central rolle. Det mener vi, er tilfældet. Vi forpligter os derfor til at fremme ansvarligheden i de selskaber, vi investerer i, når dette samtidigt er foreneligt med at skabe positive langsigtede afkast. I alle vores positioner har vi taget i udgangspunkt i FN’s principper for ansvarlige investeringer, da vi på den måde kan opfylde denne forpligtigelse. Vi analyserer og screener forholdene omkring ESG. Disse analyser udgør et supplement til de grundlæggende finansielle analyser, der er baggrunden for vores investeringer.
Global Ethical Standard
CAM's arbejde omkring etisk ansvarlige investeringer er integreret i hele organisationen. CAM samarbejder med den eksterne konsulent Global Ethical Standard (GES), der varetager ’engagementet’ med selskaber uden for Norden. CAM varetager selv engagementet med alle selskaber i Norden. GES tilbyder, via deres specialister, information og vejledning omkring specifikke selskaber. Samtidigt har CAM adgang til en database med væsentlig information om selskabernes etiske forretningsprofil.
Alle porteføljeselskaberne bliver screenet to gange årligt af GES. Resultatet danner grundlag for et møde med GES om indhold og status på eventuelle igangværende etiske problemstillinger, der måtte relatere sig til de screenede selskaber. CAM har desuden et internt UN PRI-udvalg, som analyserer resultaterne af screeningen og indgår i dialogen med relevante ansvarlige porteføljeforvaltere, hvis der er observationer, der giver anledning hertil.
Foruden de halvårlige screeninger modtager CAM også på ugentlig basis information fra GES om eventuelle nye etiske observationer på selskaber, der kræver øget opmærksomhed og eventuel nærmere analyse. Indgår et af de screenede selskaber i porteføljerne, bliver den ansvarlige porteføljeforvalter informeret.
Hvis det er nødvendigt kan CAM, via GES, stemme på generalforsamlingen (Proxy voting), men det er sjældent en mulighed, der benyttes, da CAM normalt hellere vil sælge ejerandelen, hvis et selskab har så alvorlige problemer, at det er nødvendigt at handle på generalforsamlingen.
Ratingbureauer
CAM udvælger dog ikke selskaber på baggrund af, om de er bedst til at håndtere ESG inden for deres branche, som nogle analyseinstitutter lægger vægt på. ESG og bæredygtighed er en del af CAM's investeringsproces, men det vigtigste parameter for CAM, når der udvælges selskaber, er selskabets evne til at generere afkast. Der findes adskillige rating-bureauer, som beskæftiger sig med screening af ESG-faktorer, og hvert enkelt bureau har sin egen subjektive tilgang til, hvad der anses som en god eller mindre god ESG-tilgang. Der findes derfor ikke et fælles rammeværktøj for ESG-standarder.
I 2014 blev der udarbejdet en analyse på Berkeley*, hvor man dokumenterede en overraskende mangel af konvergens på ESG-faktorer mellem seks veletablerede SRI-virksomheder (socialt ansvarlige investeringer). Derfor bør man udvise forsigtighed i fortolkningen af empiriske resultater omkring ESG – eller i det mindste bruge flere forskellige vurderinger.
CAM har valgt at få GES til at hjælpe med at overvåge porteføljeselskabernes håndtering af ESG-faktorer. GES, som blev grundlagt i 1992, er global anerkendt som en af de bedste aktører inden for ESG og engagement. I 2015 vandt de prisen som det bedste analysehus inden for Engagement Services i IRRI-analysen (Independent Research in Responsible Investment Survey 2015).
Såfremt nogle af vores selskaber skulle vise sig at have en uønsket ESG-profil, danner det grundlag for en dialog med selskabet med henblik på en adfærdsregulering. Hvis vi vurderer, at der ikke er vilje eller ressourcer fra selskabets side til at overholde international lovgivning og konventioner, vil den ansvarlige porteføljeforvalter overveje og eventuelt effektuere, at det pågældende selskab tages ud af den relevante portefølje.
CWW Globale Aktier Etik
Den ovenstående beskrevne holdning og arbejdsgange gælder på tværs af alle afdelinger. Afdeling Globale Aktier Etik tager ESG-arbejdet et skridt videre og fravælger en håndfuld sektorer, der anses som kontroversielle.

Investeringsprocessen i Globale Aktier Etik er den samme som i vores Globale Aktier, men foruden en analyse af det økonomiske potentiale, screenes selskabsaktiviteter inden for følgende sektorer:
- Tobak
- Alkohol
- Hasardspil
- Pornografi
- Våben samt teknologiske produkter, som specifikt anvendes til våben
Har et selskab aktiviteter i en af disse sektorer, kan selskabet ikke indgå i porteføljesammensætningen i Globale Aktier Etik. I stedet vil CAM typisk vælge et selskab med lignende økonomiske karakteristika, som i den globale portefølje, således at porteføljerne fortsat har samme investeringsmæssige profil.
*Aaron Chatterji, Rodolphe Durand, David Levine, and Samuel Touboul (2014). “Do Ratings of Firms Converge? Implications for Strategy Research”. IRLE Working Paper No. 107-14. http://www.irle.berkeley.edu/workingpapers/107-14.pdf