Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Ved at klikke OK accepterer du vores cookies til statistik. Du kan sige nej tak til statistikcookies ved at klikke her. Læs mere om vores cookiepolitik.OK

Indiens digitale infrastruktur sikrer en stærk strukturel investeringsmulighed de næste 10 år

Se PDF

Verdens infrastruktur har traditionelt været forbundet med fysiske veje, havne, lufthavne, jernbaner osv. Men med den digitale tidsalder er den digitale infrastruktur blevet en vigtig dimension, der kan forbedre effektiviteten og produktiviteten i samfundet ved at automatisere processer, reducere tidsspild og øge tilgængeligheden af information, ligesom den understøtter udvikling af nye teknologier og forretningsmodeller.

Indien har taget en globalt ledende rolle i opbygningen af digital infrastruktur med deres såkaldte ”Stack”-model (jf. en ”stak” eller et ”lag” af digitale systemer), som giver myndigheder, private virksomheder og borgere adgang til at gennemføre transaktioner og kommunikere med hinanden digitalt og kontantløst i realtid.

Modellen startede som et system, der kunne håndtere og understøtte Indiens reform om finansiel inklusion, hovedsageligt gennem digitale betalinger, men den teknologiske opbygning er så universel, at den muliggør en langt større og hurtigere udbredelse af nye systemer, der kan kommunikere sammen.

Modellen består af tre stakke eller lag — Identitet, Betalinger og Data, jf. figur 1 (se PDF). Hver transaktion fører til en interaktion mellem alle tre lag i realtid, og således kan disse gennemføres uden nogen form for forsinkelse.


Identifikation af borgere — Identitetslaget
Udgangspunktet for at kunne skabe en robust digital infrastruktur, der kunne levere digitale betalingsløsninger, var at sikre, at alle indere havde en digital og verificerbar identitet, der kunne kontrolleres digitalt. Således implementerede den indiske regering i 2009 verdens største biometriske identifikationssystem, Aadhaar, og der er siden blevet udstedt ca. 1,35 milliarder identifikationsnumre til indiske borgere. Ifølge UIDAI’s administrerende direktør, Subhash Garg, har 100 procent af voksne over 18 år og 80 procent børn mellem 2-18 år nu et identifikationsnummer, som sikrer digital verifikation og autorisation af borgerne.


Digitale betalinger i realtid — Betalingslaget
I 2014 blev Jan-Dhan Yojana-programt lanceret med det formål at oprette bankkonti for alle borgere. Årsagen var at sikre, at alle borgere fra 2016 kunne betale og modtage digitale betalinger med lanceringen af det gratis realtidsbetalingssystem til mobiltelefoner, det såkaldte Unified Payments Interface (UPI). UPI er en åben, fleksibel platform, der er tilgængelig døgnet rundt, og som faciliterer transaktioner mellem banker, som er regulerede enheder, men andre aktører kan også tilbyde betalingsservices. IT-giganter som GooglePay og WhatsApp samt andre betalingstjenester arbejder nu via samme system som bankerne.

Frem til maj 2024 er der blevet åbnet mere end 500 millioner nye bankkonti, hvilket har bidraget til en besparelse for regeringen på over USD 330 milliarder, da digitale transaktioner kan spores og eliminere tidligere svindel via kontante betalinger. Dette har været med til at øge Indiens finansielle penetration til 80 pct. i 2017 fra blot 35 pct. i 2011.


Sikre brugerdata — Datalaget
Formålet med datalaget er at sikre, at de brugerdata med brugerens samtykke kan deles deles sikkert i systemet.

Dette har ført til etableringen af Account Aggregator (AA), der er en avanceret teknologisk platform, der fungerer som formidler mellem brugere og forskellige finansielle institutioner. AA giver brugerne mulighed for sikkert at samle og dele deres finansielle data med banker, forsikringsselskaber, kapitalforvaltere og andre institutioner.

Systemet sikrer, at brugerdata ikke læses eller krydssælges uden brugerens udtrykkelige tilladelse, hvilket styrker sikkerheden og tilliden. Dette gør det samtidig enklere og hurtigere at udveksle data mellem finansielle aktører. Dette repræsenterer den eneste omfattende finansielle data-arkitektur af sin art i verden. AA er på mange måder unik og gør finansielle ydelser langt mindre komplicerede og mere tilgængelige.


Succes med betalinger i Indien
UPI er den mest udbredte betalingstjeneste i verden, og har bragt Indien frem til en førsteplads i EY Fintech Adoption Index 2021 med en udbredelse på 87 pct. ift. et globalt gennemsnit på 64 pct.

I 2023 steg det samlede antal UPI-transaktioner med 62 pct. til over 120 milliarder transaktioner, og væksttakten fortsætter sin imponerende opadgående trend. Alene i december 2023 oversteg antallet af transaktioner 18 milliarder, hvilket markerede en årlig vækst på 42 pct. UPI ekspanderer nu internationalt til lande som Singapore og De Forenede Arabiske Emirater.

Indien står nu klart i spidsen inden for digitale betalinger med en andel på 40-45 pct. af alle digitale transaktioner globalt. Dette svarer til en fordobling af både Kinas, USAs, Storbritanniens og Europas transaktioner tilsammen.


Udvidelse af succesen med betalingsplatforme til andre områder
Pga. succesen med betalingssystemet UPI vil vi sandsynligvis se, at platformsteknologien vil finde nye anvendelsesmuligheder på tværs af sektorer i Indien, såsom:

• ONDC (Open Network for Digital Commerce) — en åben e-handelsplatform.

• OCEN (Open Credit Enablement Network) — muliggør kreditbaseret udlån.

• Ayushman Bharat — et nationalt sundhedssystem, der primært henvender sig til sundheds- og forsikringssektorerne.

• National AgriStack — databaser for landmænd omhandlende vejr, frø, afgrøder osv.

• ULIP (Unified Logistics Interface Platform) — landsdækkende enkel logistikplatform, der gør det muligt at følge transportgods fra start til slut.


Konklusion
Indien er verdensledende inden for digital innovation. Det er lykkes at opnå denne position ved at skabe decentrale, demokratiske digitale løsninger på konkrete samfundsopgaver med en digital arkitektur, der muliggør en hurtig skalering og udbredelse. Disse løsninger vil få afgørende positiv indflydelse på Indiens økonomi i de kommende år, da de vil skabe fornyet innovation og stigende produktivitet, hvormed Indiens vækstpotentiale kan forløses. Indien er den hurtigst voksende økonomi blandt verdens større økonomier (BNP over USD 1.000 mia.), og vi ser Indien, som måske den allerstørste strukturelle investeringsmulighed for globale investorer over de næste ti år.